En stor konvoj af op mod 250 libyske militærkøretøjer kom angiveligt sent i går aftes til det nordlige Niger, lyder det fra franske og nigerske militærkilder ifølge BBC.
Og nu siger unavngiven fransk militærkilde, at Gaddafi og hans søn Saif al-Islam muligvis slutter sig til konvojen, som altså er på vej til Burkina Faso.
Oberst Gaddafi har ellers svoret at kæmpe til døden på trods af store fremskridt af de libyske oprørere, der nu kontrollerer de fleste af Libyens vigtigste byer, herunder Tripoli.
Og kredsen omkring Gaddafi er blevet ramt af flere afhopninger, anholdelser og drab, siden diktatoren mistede grebet om Tripoli 23. august.
Ifølge BBC har Oberst Gaddafis chef for sikkerhed, Mansour Daw, allerede krydset grænsen ind i Niger sammen med ti andre.
Burkina Faso har tidligere modtaget store beløb i økonomisk støtte fra Libyen, og trods tilbuddet om asyl til Gaddafi anerkender landet overgangsrådet TNC som Libyens legitime regering.
Kilde: BBC