Københavns mest populære gå- og løberute bliver nu ensrettet. Det meddeler Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Således vil turene rundt om de populære søer; Peblingesøen og de to Sortedamssøer blive et studie i gåsegang, hvor afstanden mellem folk ifølge myndighedernes direktioner skal være mindst to meter.
Tiltaget rammer grusstierne nærmest vandet og trafikken rundt om de regulerede søer skal foregå "med uret".
For at sikre at anvisningerne bliver fulgt vil kommunens medarbejdere være til stede for at vejlede de borgere, som er ude for at få frisk luft og nyde byen.
"Vi er i en ekstraordinær og alvorlig situation, og derfor er der brug for, at alle tager ansvar. I denne tid er det op til hver enkelt at sørge for, at antallet af smittede ikke eskalerer, og som kommune har vi også et ansvar for at minde folk om de forholdsregler, sundhedsmyndighederne kommer med", udtaler vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen Jon Pape i pressemeddelelsen.
Jon Pape tilføjer, at "ved at stå sammen på afstand kan vi forhåbentlig få knækket smittekurven, så vi hurtigere kommer tilbage til dét København, vi kender".
På andre steder, hvor der ofte kommer mange mennesker, sætter Københavns Kommune skilte op, der opfordrer folk til at finde andre græsgange eller i det mindste at holde afstand. Det er steder som Kongens Have, Islands Brygge, Amager Strandpark og Dronning Louises Bro.
Også i andre af landets store byer bliver der grebet ind over for borgere, der forsamler sig mere end de tilladte ti personer.
Blandt andet i Odense. Her har Fyns Politis politidirektør, Arne Gram på et pressemøde løftet pegefingeren:
"Lad mig sige det tydeligt og med alvor: Vi går ind i en fase, hvor vi vil håndhæve forbuddet. Det betyder, at vi vil uddele bøder".