For to et halvt år siden havde Thomas Gaardsøe så store problemer med lysken, at han måtte indstille sin fodboldkarriere.
Nu har han skrevet under på en halvårig kontrakt med AaB og vender sensationelt tilbage til fodbold på højeste niveau.
"Det er en kort kontrakt, og der ligger det i det, at jeg skal ud og bevise, at jeg kan komme tilbage, ligesom kroppen skal kunne holde. Kan den det, så åbner det selvfølgelig nogle muligheder," siger Thomas Gaardsøe til bold.dk.
Forsvarsspilleren har været med på AaB's andethold i 2. Division Vest hele foråret og ved ikke rigtig, hvor han står i forhold til sine SAS Liga-kolleger i Aalborg.
Men AaB's sportschef Lynge Jacobsen ser frem til at få forstærkning til forsvaret og er klar til at lægge en ny kontrakt på bordet, hvis Gaardsøes lysken kan holde til det.
"Vi ved fra tidligere, at han har niveauet, så hvis han er klar, er han hjerteligt velkommen til at skrive under på en længere aftale," siger Lynge Jacobsen til Newspaq.
Han understreger, at træner Magnus Pehrsson har ønsket at få Thomas Gaardsøe på kontrakt, og at forsvarsspilleren vil indgå i truppen på lige fod med alle andre.
Den 29-årige nordjyde har spillet to landskampe og forlod i 2001 AaB til fordel for Ipswich. Derefter blev det til et par sæsoner i West Bromwich Albions, inden bentøjet ikke kunne mere.