En større ildebrand har ramt en gård ved Helsingør, og flere bygninger står natten til søndag i flammer.
Det lokale brandvæsen har fået hjælp fra andre brandstationer for at få styr på ilden, som blussede op på gården omkring klokken 23 lørdag aften.
- Ilden har spredt sig til to garager/værksteder og en ladebygning, så det er faktisk en temmelig omfattende brand, lyder det fra vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi.
- Der ligger et stuehus meget tæt på der, hvor det brænder. Man gør selvfølgelig alt, hvad man kan for at forhindre, at branden breder sig, tilføjer han.
Politiet har afspærret området ved Karlsgårdsvej vest for Helsingør, men der er hverken fare for mennesker eller dyr, lyder det.
- Beboerne er væk, og vi kan endnu ikke sige noget om brandårsagen, fortæller Ole Hestbæk.
/ritzau/