Dansk klubfodbold har ikke skabt de store sportslige resultater de seneste år sammenlignet med for eksempel Norges Rosenborg.
Men sidste år spillede FC København sig i den fornemmeste turrnering, Champions League, og har samtidig gjort sig bemærket som en af kontinentets mest velkørende forretninger.
Nu vil de førende Europæiske klubbers loge, G14, udvide fra 18 til omkring 40 medlemmer, og FC København er en af de klubber, der har fået en invitation til en konference i Bruxelles 13. til 14. november, hvor G14 vil fremlægge konceptet.
Hvem, der inviteres med, baseres på internationale og nationale resultater samt antallet af landsholdsspillere. På den baggrund er FCK oplagt som dansk deltager.
- Der er nogen, der mener, det vil være en ære at blive optaget i G-14. Sådan ser vi ikke på det, og vi har forholdt os meget skeptiske. Det tror jeg faktisk, G-14 har værdsat, siger Flemming Østergaard til Ekstra Bladet.
- Vi har heller ikke sagt ja endnu.
G14 varetager medlemsklubbernes interesser ved for eksempel at lægge samlet pres på det europæiske fodboldforbund, UEFA. G14 udvider logen, som ellers har været en eksklusiv loge for storklubber, for at blive en større magtfaktor i forhold til det europæiske UEFA, der har varslet. at man fremover vil gå i retning af at tilgodese små klubber på bekostning af de store.
G14 består nu af Inter, Juventus, Milan, Liverpool, Manchester United, Olympique Marseille, Paris Saint-Germain, Bayern München, Borussia Dortmund, Ajax, PSV, Porto, Barcelona, Real Madrid, Arsenal, Lyon, Leverkusen og Valencia.