En mand, der tilsyneladende var i gang med at lave fyrværkeri i sin egen "fabrik" i kælderen, fik ansigtsskader, ved en eksplosion i Københavns nordvestkvarter torsdag aften.
Trykket fra eksplosionen var så kraftig, at flere ruder blev blæst ud og en mindre brand antændt.
Til alt held gik der ikke i ild i de ca. fem kilo fyrværki, som manden opbevarede i kælderrummet ifølge egne oplysninger til politiet.
"Brandvæsenet kunne også hurtigt slukke branden, der ikke var specielt voldsom. Men vi har alligevel evakueret to opgange og afspærret Astrupvej ud for boligblokken (nummer 66, 68 og 70), mens vi venter på bomberydderne, som skal ned i kælderen for at undersøge, hvor meget fyrværkeri der virkelig ligger dernede," fortæller politiets udrykningsleder Henrik Svejstrup til bt.dk.
Manden kunne selv komme op fra kælderrummet under en boligblok på Astrupvej nær Frederikssundsvej.
Han er nu blevet kørt til hospitalet med ansigtsskader, oplyser poiltiet.
Boligblokken på Astrupvej er tre etager høj, og to af de tre opgange er evakueret. Godt 30 meter af vejen ud for blokken er afspærret.