Tre blev dræbt, og to personer blev alvorligt kvæstet efter to forskellige ulykker i forbindelse med afskydningen af ulovlige krysantemumbomber lige omkring midnat nytårsaften.
De to kvæstede personer - en 24-årig og en 28-årig mand - er dog nu uden for livsfare, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Bech.
- Det er den første gode melding herfra i dag. De to personer er uden for livsfare, men er voldsomt medtaget. De har skader på overkroppen og i ansigtet, siger Henrik Bech til TV2.
De to ulykker skete i henholdsvis Assens og Skjellerup i Nordjylland. Det var ved ulykken i Skjellerup, at to mænd blev dræbt. Det var også her, at de to personer blev hårdt kvæstet.
De blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet i København med helikopter efter ulykken. De to personer ankom til Rigshospitalet klokken 02.40 natten til torsdag og var begge svært tilskadekomne.
Vagtchef Heine Hansen oplyste torsdag morgen til TV2, at politiet ikke vidste, hvordan og hvorfor affyringen - der skete på åben mark - gik galt.
I begge tilfælde sprang krysantemumbomberne ifølge vagtchefen tilsyneladende lige uden for bomberørene.
- Af sikkerhedsmæssige årsager er EOD (Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, red.) rekvireret til sikring af området inden en egentlig gerningsstedsundersøgelse kan foretages, fortalte Heine Hansen tidligere på natten til Ritzau.
Vagtchef Henrik Bech siger, at Nordjyllands Politi er "voldsomt interesserede" i at høre, hvorfra personerne havde anskaffet sig det ulovlige fyrværkeri. Politiet arbejder også på nogle tekniske spor på ulykkesstedet.
- Hvis man finder fyrværkeri som det her, skal man gå langt væk fra det og ringe til politiet, siger han.
På Hobro Sygehus blev der oprettet kriseberedskab med læge, psykolog og politi på stedet.