Det var tre 12-årige drenges leg med fyrværkeri, der var skyld i, at en del af daginstitutionen Langekær i Ølstykke brændte ned lørdag.
Ingen kom til skade under branden, men den ene af de tre bygninger i institutionen er særdeles hårdt medtaget. De to andre har ikke taget skade.
"Jeg kan godt forstå, hvis alle er chokerede. Derfor har vi også valgt, at alle børnene mandag møder op i Langekærs to uskadte og ekstra rengjorte bygninger, så de selv kan se, hvad der er sket og få snakket ud om det med pædagogerne," siger Jette Pedersen, der er Egedal kommunes centerchef, ifølge politiken.dk.
Drengene er blevet afhørt af politiet og skal afhøres igen i den kommende uge.
Langekær rummer til daglig 136 børn, og fra på tirsdag skal de 45 berørte børnehavebørn flyttes til dagplejens pavillon, der ligger ved siden af institutionen.