Virksomhederne fyrer i stor stil i øjeblikket, og antallet af ledige er eksploderet. Men man skal ikke have så ondt af dem, der bliver smidt på porten.
Det er nemlig hårdere at være i job og frygte at blive fyret, end det er, når man rent faktisk har fået et prik på skulderen. Det viser en omfattende undersøgelse fra University of Michigan.
"Når du bliver fyret, bliver du i en periode bragt ud af balance, men opnår omvendt en afklaring, hvorefter du som regel kan komme videre," siger Bjarne Toftegård, der er forfatter og ekspert i stress, til 24timer.
Undersøgelsen bygger på 1.700 personer, der over 10 år løbende har fået tjekket deres fysiske og psykiske ve og vel. Og den viser, at de personer, der er bekymrede for at miste jobbet, har større helbredsproblemer end dem, der faktisk var fyret.
"Bekymring giver fysiologisk en mild stressreaktion. Er man bange for at miste sit job, kommer kroppen ud af balance, og står det på i tilstrækkelig lang tid, kan det ikke undgå at få følgevirkninger," siger Bjarne Toftegård.
Han frygter, at finanskrisen vil få problemet til at eskalere.