Også i den kommende sæson vil Morten Andersen sparke fieldgoals for Atlanta Falcons. Det er den danske kicker overbevist om, selvom Jim Mora, der hentede Andersen ind i varmen i klubben, er blevet fyret som headcoach.
»Det får næppe betydning, at han nu er væk. Jeg har allerede snakket med Falcons, og inden længe kunne der godt være en aftale på plads,« siger Morten Andersen til TV 2 Sporten.
Kickeren har haft sin mest træfsikre sæson siden 1985 og er blevet udtaget til årets hold af den amerikanske presse. Selvom alderen er tikket op på 46 år, frygter Andersen ikke at blive fortrængt af yngre kræfter.
»Jeg mener, at jeg klart har bevist, at vi nu ikke behøver snakke om alderen længere. Det er præstationen, der tæller. Jeg tror, at min special teams-coach fortsætter og han har sagt, at er han her, så er jeg også,« siger Morten Andersen.