I sidste sæson sikrede Carlo Ancelotti Chelsea "The Double", men her ét år efter er italieneren nu fortid i London-klubben.
Kort tid efter sæsonens sidste kamp - som endte med et nederlag til Everton - blev Ancelotti fyret af Chelsea-bossen Ron Gourlay, som ikke var tilfreds med den 2. plads, som "The Blues" fik i denne sæson.
Carlo Ancelotti er dog faldet så godt til i det engelske, at han ønsker at fortsætte i Premier League i næste sæson.
"Jeg har tilbragt to fantastiske år i Chelsea. Jeg accepterer beslutningen og respekterer den. Jeg er stolt af det arbejde, jeg har udført, men nu må jeg tænke på min fremtid. Jeg vil gerne blive i Premier League, det er min førsteprioritet," siger Carlo Ancelotti til den engelske avis The Guardian.
Den italienske træner har tidligere stået i spidsen for de italienske topklubber Juventus og AC Milan, men støvlelandet skal altså ikke forvente at få Ancelotti tilbage lige foreløbig.
Kilde: The Guardian