Arbejdsretten har netop givet Greve Kommune medhold i, at det var i orden, at kommunen fyrede en kvindelig sagsbehandler for at have talt over sig, skriver DAGBLADET Roskilde.
Kvinden glemte at lægge røret på, da hun kaldte en klients tidligere mand for kamelklapper . Fortalelsen blev optaget på en telefonsvarer og var umiddelbart eneste årsag til, at sagsbehandleren blev fyret efter at have været ansat i kommunen i 25 år.
Det var HK/Kommunal, der sidste år rejste sagen i Arbejdsretten, og faglig sekretær Pia Lund Jeppesen ærgrer sig over afgørelsen. Hun mener, at den udvisker grænsen mellem offentlig og privat rum på arbejdspladsen.
- Det er klart, at udtalelsen er uacceptabel, men vi har fokuseret på, at der bør være et åbent og et lukket rum på en arbejdsplads. Et åbent, hvor man er i kontakt med sine kunder og klienter og et lukket, hvor man kan få afløb for sin frustration. Vi kender alle situationen, hvor man smækker røret på og lukker lidt luft ud, siger hun til avisen.
Politiet frikendt i lignende sag
Pia Lund Jeppesen anklager også afgørelsen for at være udtryk for en dobbeltmoral. Tidligere på året var der nemlig en lignende sag, hvor to politibetjente fra Glostrup nøjedes med en reprimande for at have kaldt en mand for perker og abekat , idet statsadvokaten nægtede at tage sagen op.
- Det betyder åbenbart, at hvis man er ansat i politiet, så får man en løftet pegefinger, men hvis man er ansat af en kommune, bliver man fyret, siger Pia Lund Jeppesen.