Der er chokstemning på Odense Universitetshospital, efter de bebudede 400 fyringer nu viser sig reelt at blive fordoblet til op mod 700 fyringer.
"Det er fuldstændig uhensigtsmæssigt, det, der sker lige nu. Der har jo været en jobgaranti på OUH, som har givet en vis form for tryghed. Nu viser det sig, at økonomien er skredet så meget, at man har måttet ty til at afskedige først 400 og nu 700. Man frygter, hvad der mere ligger rundt om hjørnet," siger Karen Stærh.
Hun er formand for FOA's social- og sundhedssektor, der repræsenterer 100.000 ansatte i alt i regionerne, og ved, at det især er hendes medarbejdere, der får sparekniven at mærke.
"Vi har statistikker fra de øvrige afskedigelser, og det er helt tydeligt, at man primært går efter social- og sundhedsassistenterne. Den gruppe, der er tættest på patienterne, peger ledelserne ud," siger hun.
Hun fortæller, at de ansatte på Odense Universitetshospital er utrygge, kede af det, trykker sig og siger ikke meget, fordi de frygter at være dem, der ryger.
"Samtidigt ved man, at det går ud over patienterne. Det er en meget sørgelig situation," siger hun.
Karen Stærh medgiver, at det kan virke oplagt, at man vælger at skære i netop hendes faggruppe.
"Vi kan jo ikke undvære lægerne, det siger sig selv. Men du kan jo heller ikke undvære den, der er tættest på patienten. Der vil altid være behov for den fysiske og psykiske pleje og omsorg. Det får konsekvenser for patienterne og patientsikkerheden," slår Karen Stærh fast og tilføjer:
"Samtidigt går det ud over muligheden for at uddanne social- og sundhedsassistenter på længere sigt. Der vil i fremtiden komme til at mange arbejdskraft, så vi får et meget stort problem, også hvordan vi får de fyrede medarbejdere tilbage i faget, hvis de får et helt nyt job i en anden branche," siger hun.