»Rent held«. Det er ifølge skoleinspektør på Aarupskolen Poul-Erik Svendsen årsagen til, at 29 børn i alderen 6 til 15 år skole i går morges slap fra den voldsomme kollision mellem en lastbil og en skolebus uden alvorlige fysiske skader.
»Jeg stod foran skolen lidt i otte, da et forældrepar fortalte mig, at de netop var kørt forbi ulykkesstedet. Jeg løb direkte derhen og kom kort efter sammenstødet. Der var helt stille. Den eneste lyd, man kunne høre, var gråd. Jeg kunne se på flere af børnene, at de var dybt chokerede. Det var slemt, men det kunne være endt meget værre, hvis bussen eller lastbilen havde kørt hurtigere,« siger Poul-Erik Svendsen til Nyhedsavisen.
En brækket finger
Otte ambulancer hastede med fuld udrykning til ulykkesstedet, og 10 børn og tre voksne blev kørt til Odense Universitetshospital og Middelfart Sygehus.
De fik behandling for skrammer og snitsår, og de blev også undersøgt for hjernerystelse, da flere af dem slog hovedet mod ruderne i bussen ved sammenstødet.
Hårdest ramt blev chaufføren af lastbilen, men trods et fuldstændig ødelagt førerhus slap han, ifølge vagthavende ved Fyns Politi Brian Fussing, med flænger efter glasskår, knubs og en brækket finger.
Insulinchok er årsagen
Ulykken skete, da chaufføren i lastbilen ikke overholdt sin ubetingede vigepligt – i t-kryds med fint udsyn mellem Uglebjergvej og Ørsbjergvej ved Aarup på vejen mellem Odense og Middelfart – og kørte direkte ind i skolebussen, der kort forinden havde samlet børn op i landsbyen Kerte.
Lastbilchaufføren var tilsyneladende blevet ramt af et ildebefindende.
»Redningsfolkene på stedet formoder, at chaufføren blev ramt af et insulinchok, lige inden han kørte ind i bussen,« fortæller Brian Fussing og fortsætter:
»Det kunne virkelig være endt helt galt.«
Mens lastbilchaufføren sandsynligvis var handlingslammet, nåede føreren af skolebussen fra Handybus at trække i rattet og bremse ned, hvilket et cirka 10 meter langt bremsespor på Ørs- bjergvej vidnede om.
Krisehjælp
»Bussen nåede at afværge lidt og glide af, så det ikke blev et frontalt sammenstød. Heldigvis,« sagde Falcks indsatsleder, Henrik Munk, til Nyhedsavisen i et mylder af redningsarbejdere, politifolk og nysgerrige borgere ikke langt fra den grøft, hvor bussen og lastbilen var endt side om side.
Efter den traumatiske oplevelse blev de sidste 19 børn i bussen transporteret hen til Aarupskolen.
Her ventede deres forældre, skolens psykolog og en læge med krisehjælp til de forulykkede.