Et fynsk familieeventyr slutter mandag.
Familien Andersen har i 72 år stået bag rejseselskabet Gislev Rejser A/S, men har nu solgt 85 procent af virksomheden til Aller-koncernen.
Det skriver Fyens.dk.
Administrerende direktør, Poul Andersen, fortsætter i sin stilling, som han overtog fra sin far, Mogens Andersen, sidste år.
- I forbindelse med den løbende udvikling af virksomheden, dukkede en god mulighed op med Aller Leisure. Her kan vi kombinere vores ønske om at investere yderligere i nye destinationer, digitalisering, marketing og branding. Samtidig kommer Gislev Rejser ind i et nyt fællesskab med andre rejsebureauer, hvor faglighed og passion for at rejse er helt i top, siger Poul Andersen til Fyens.dk.
Det var farfaren – også en Poul Andersen – der grundlagde firmaet i 1946 i Ringe. Det har været og er landets største arrangør af busrejser, men i dag fylder flyrejserne mere i selskabet.
Gislev Rejser bliver nu en del af Aller Leisure, som i forvejen har en række rejseselskaber under vingerne. Det glæder Morten Aaberg Sørensen, der er administrerende direktør i Aller Leisure A/S:
- Med opkøbet af Gislev Rejser, der primært servicerer kunder i Syddanmark, dækker Aller Leisure nu hele Danmark med lokalforankrede rejseselskaber. Jeg ser meget frem til samarbejdet med de engagerede og kompetente medarbejdere og Poul Andersen, der fortsætter som administrerende direktør i Gislev Rejser. Sammen vil vi fortsat udvikle selskabet til gavn og glæde for vores kunder, siger han til Fyens.dk.
Gislev Rejser fortsætter som et selvstændigt selskab og brand under Aller Leisure.