100 arbejdspladser forsvinder fra Ringe på Midtfyn, hvor virksomheden Aluwind har valgt at flytte produktionen til udlandet.
Det fynske selskab producerer dele af vindmøller, men dét arbejde vil i fremtiden bliver udført af arbejdere på fabrikker i Polen og Kina.
Det betyder, at der i fremtiden blot vil være 15 medarbejdere at finde i lokalerne hos den midtfynske virksomheden. Fyens.dk skriver, at der vil være tale om ansatte, der beskæftiger sig med salg og logistik.
Dermed mister 100 medarbejdere deres job. Flertallet af de berørte ansatte er metalarbejdere, mens nogle funktionærer også mister jeres job, lyder det fra Jan Berthel - han er øverste direktør for Alumeco-koncern, som Aluwind er en del af.
Han forklarer til Fyens.dk, at produktionen bliver lukket ned i løbet af de næste seks måneders tid. De fleste ansatte skal stoppe på virksomheden til omkring nytår.
- Vi er voldsomt kede af det. Jeg har selv været her i koncernen i det meste af min karriere og kender de fleste af de personer, der bliver ramt, så det er ikke noget, vi bare gør. Vi har forsøgt at gøre produktionen i Danmark billigere, men nu kan vi ikke se andre muligheder, siger Jan Berthel til Fyens.dk.
For høje omkostninger og en faldende produktion af vindmølletårne, som Aluwind er underleverandør til, er årsag til lukningen af den fynske fabrik.
Sidste år mistede 28 personer deres job på Aluwind i forbindelse med nedskæringer.