Chaufførerne ved det fynske busselskab FynBus valgte i går eftermiddag at deltage i buschaufførstrejken.
Strejken begyndte mandag i Østjylland og spredte sig tirsdag formiddag til Storkøbenhavn og flere andre steder på Sjælland, Fyn og i Jylland.
Buschaufførerne, der er organiseret hos 3F, er utilfredse med overenskomstforhandlingerne, som har været i gang i mere end to uger.
Lønstigningskrav
Kravet fra de vrede chauffører lyder på en lønstigning på 5,6 procent og lige så meget i løn som chaufførerne i hovedstadsområdet, der tjener op til 4.000 kroner mere end chaufførerne i resten af landet.
I en pressemeddelelse bekendtgjorde landets buschauffører derfor, at de i to timer ville nedlægge arbejdet.
Parate til gentagelse
»I dag (i går, red.) klokken 15.30 til 17.30 standser al kørsel. Chaufførerne går til faglige møder, og vi er parate til at gøre det igen, hvis arbejdsgiverne ikke udviser forhandlingsvilje. Nu må der skred i forhandlingerne om en anstændig løn til landets chauffører,« lød det fra chaufførernes aktionsgruppe under 3F.
Kørte i byen
Det fik de fynske chauffører til at dreje nøglen om og slutte sig til arbejdsnedlæggelsen, der dog ikke omfattede kollegaerne i bybusserne.
Ved redaktionens deadline havde det ikke været muligt at få en kommentar fra de strejkende chauffører.