Der er tørstige sjæle og så er der de rigtig tørstige.
Allerede før dørene blev åbnet lørdag formiddag, snoede en lang kø sig uden for værtshuset Viggos i Odense.
Kombinationen af genåbning, pinse og tørst havde tidligt skabt en kø på mere end 50 meter.
Baren Viggos er nemlig også kendt for konceptet at drikke dato, hvilket kort fortalt vil sige, at når en kunde har drukket sig gennem ti store fadøl, så får han eller hun sit eget krus hængt op som udsmykning på værtshuset.
Selvfølgelig med indgraveret navn og dato.
På Viggos egen hjemmeside praler man også med, at der gennem årene er ”drukket flere end 100.000 datoer”.
Og ligesom det kræver en tidlig start at kæmpe sig igennem de mange skummende fadøl, så lokker konceptet også folk til fra nær og fjern, skriver fyens.dk.
Avisen var med fra åbningen klokken 10.00 og fortæller, at flere ventede i to timer før den negative coronatest kunne tjekkes og dørene til det forjættede land åbnes.
Alle i køen gik efter at nå de fem liter fadøl i løbet af dagen og få deres eget krus op at hænge.
Flere havde lagt strategien hjemmefra. En øl i timen og masser af snacks til at stå imod med.