Duften af afbrændte billige parfume-flakoner og dametasker steg i forgårs op fra Amagerforbrændingen, hvor advokatfirmaet MAQS futtede forfalskede produkter for ti millioner kroner af.
- Og det er bare for de sidste tre måneder, siger advokat og partner hos MAQS Hanne Weywardt, der på den måde forhindrede, at 1.500 forfalskede Calvin Klein- og 1881-parfumer samt 2.000 kopier af dyre dametasker havnede som pakker under danske juletræer.
Avisen.dk fortalte i sidste uge, hvordan kopivarer vælter over grænserne op mod jul. I årets første tre kvartaler har Skat således beslaglagt for 79 millioner kroner kopivarer. Hele sidste år tog Skat for 77 millioner kroner kopier.
Og kopiproducenterne og -sælgerne bliver stadig mere sofistikerede.
- Det, vi brændte af denne gang, var eksempelvis såkaldte look-a-like parfumer, hvor flakon, duft og navn minder mistænkeligt meget om det originale produkt, siger Hanne Weywardt.
Blandt det destruede var således hundrede af kopier af den kendte 1881-parfume, der i stedet hed 1999 og flere kopier af Calvin Kleins-dufte. MAQS har netop fået det danske retsvæsens ord for, at sådanne look-a-like-kopier er ulovlige.
Også Skats taskforce mod mærkevarekopier bekræfter, at de ser stadig flere kopiprodukter, der bare ligner.
- Vi tager bare det hele til side, som mærkevareejerne beder os om, og så må retten jo afgøre, hvad der er lovligt, siger leder af Skats indsats mod kopivarer, Trine Dancygier.