Musikinteresserede, der går til koncerter på spillestedet VEGA i København, får at vide, at de skal aflevere overtøjet i garderoben, men i garderoben skilter VEGA stort med, at overtøjet afleveres på eget ansvar. Og så koster det endda penge. Det kan vel nogenlunde sammenlignes med, at man betaler for en kuffertforsikring, når man flyver på charterferie om sommeren, men hvis kufferten forsvinder undervejs, så er det ens eget ansvar.
Og så er spørgsmålet jo lige, hvad man har mest kært, når man står med minkpelsen i den ene hånd og koncertbilleten i den anden ...
Billedet er ikke enestående. Mange natklubber og spillesteder i København kræver, at gæsterne efterlader deres fine, dyre jakker i garderoben under de knap så favorable betingelser. Men ulovligt, det er det.
»Tidligere afgørelser siger klart, at hvis der står én eller flere personer i en lukket garderobe eller bag en disk for at tage imod overtøjet, så tager de overtøjet i deres varetægt, og derfor er et skilt, hvor der står, at det er på eget ansvar , uden reel betydning. Overtøjet er i deres varetægt, og de har ansvaret for, at det ikke lider skade eller forsvinder,« siger jurist Gry Asnæs.
Hun er sekretariatsleder i det private ankenævn under Hotel-, Restaurant- & Turisterhvervet (HORESTA).
»Hvis overtøjet forsvinder, og det er vores skyld, vil der naturligvis blive ydet erstatning. Vores skiltning henviser blandt andet til eventuelle værdier i lommerne. Men du har fuldstændig ret. Noget tyder på, at tonen i vores skiltning trænger til en ændring,« siger Magnus Restofte, PR- & Kommunikationschef hos VEGA.
»Men vi er jo langtfra de eneste, der skilter på den måde,« tilføjer han.
Og noget tyder på, at Magnus Restofte har fuldstændig ret. Mange garderober trænger til en lille opfriskning, for i eventuelle ankesager vil jakkens ejermand altid vinde over skiltet:
»Når ankenævnet har haft den type sager, så er skiltningen i alle tilfælde blevet tilsidesat. Man kan ikke skilte med et ?eget ansvar? i en garderobe, der er under opsyn, ligegyldigt om der er tale om en natklub, et spillested eller et hotel,« siger Gry Asnæs.
Nyhedsavisens henvendelse får nu VEGA til at ændre skiltningen.
»Når vores jurist er tilbage i næste uge, vil vi fjerne vores nuværende skilte og finde en anden formulering, der udelukkende henviser til eventuelle værdigenstande i lommerne,« siger Magnus Restofte.