Hoffet og Hjemmeværnet var enige om, at kronprinsessen havde fuldført grunduddannelsen i Hjemmeværnet, som det blandt andet fremgik af en pressemeddelelse udsendt af Hjemmeværnet for nyligt.
For at færdiggøre grunduddannelsen tager det 256 timers undervisning, men nu afslører Se og Hør, at selv om Mary angiveligt skulle være færdiguddannet, så mangler hun stadig mere end halvdelen af uddannelsen, før hun kan kalde sig hjemmeværnskvinde.
Kronprinsessen har nemlig kun fået 99 timers undervisning, hvilket betyder, at hun stadig mangler 157 timer i camouflagetøjet, før hun er færdig med uddannelsen.
Da Se og Hør kontaktede Hjemmeværnets pressechef, Jørgen Jensen, forklarede han de manglende timer med, at kronprinsessen havde været igennem et særligt komprimeret uddannelsesforløb.
- Det meste foregik som eneundervisning, sagde Jørgen Jensen.
Ved hoffet ville man ikke kommentere sagen og satte i stedet spørgsmålstegn ved Se og Hørs oplysninger om antallet af Marys undervisningstimer. Da Se og Hør herefter forklarede, at oplysningerne stammede fra Hjemmeværnet, lød beskeden fra hoffets pressemedarbejder Kirsten Baltzer:
- Det er Hjemmeværnets uddannelse, det er dem, der står inde for det.
Ny forklaring
Dagen efter var pressemeddelelsen fjernet fra Hjemmeværnets hjemmeside, og hos både hoffet og Hjemmeværnet havde piben fået en anden lyd.
Fra Hjemmeværnet lyder det nu, at Mary kun har afsluttet den indledende del af grunduddannelsen.
– Da I skrev, hun havde afsluttet den sidste del af grunduddannelsen, passede det ikke? spurgte Se og Hør.
– Jeg kan godt se, at der kan opstå en misforståelse, men jeg kan garantere, at hun fortsætter sin uddannelse, lød forklaringen fra pressechef Jørgen Jensen.
Det er hoffet nu også enig i.
– Hun er ikke færdig og fortsætter sin uddannelse, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til Se og Hør.