Flere forgældede danske familier er blevet fristet over evne.
De har overdraget deres skøde og bor nu til leje i eget hus, indtil et gældsrådgivningsfirma har fundet en løsning med kreditorerne. Med et værdiløst løfte om forkøbsret ender familierne på gaden - ofte med en del af gælden i huset som baggage. Det skriver Jyllands-Posten.
Avisen har talt med seks familier, der har været i kløerne på det samme netværk af tvivlsomme selskaber, og har kendskab til yderligere 30-40 eksempler landet over.
De skruppelløse selskaber er svære at stoppe. Københavns Politi har i næsten tre år efterforsket, om de kan straffes for bedrageri mod kunderne. Men da selskaberne konstant skifter navn, adresse og ledelse, er det svært at føre bevis i sagerne.
- Det virker uden tvivl uretfærdigt på mange, men som det tegner i øjeblikket, må vi begrænse os til nogle mindre sager om blandt andet uorden i regnskabsførelsen, siger politiadvokat Merete Vestergaard til avisen.