Den amerikanske bjergbestiger William Stampfl blev meldt savnet i 2002, da han klatrede på Huascarán-bjerget i Peru og blev ramt af en lavine.
Trods omfattende eftersøgning lykkedes det aldrig at finde ham dengang men nu er hans krop blevet fundet i velbevaret stand efter 22 år i isen, fortæller AFP.
Den 59-årige amerikaners lig blev fundet med tøj, sele og støvler på samt personlige ejendele, der gjorde det muligt for det lokale politi at identificere ham. Ifølge politiet er det global opvarmning og stigende temperaturer, der har ført til, at gletscherne har trukket sig tilbage og dermed gjort det muligt at finde Stampfls krop under isen.
Huascarán-bjerget er 6700 meter højt og en del af Cordillera Blanca-kæden i Andesbjergene i Peru. Bjergområdet er en magnet for bjergbestigere fra hele verden, men er også kendt for som et farligt sted at klatre på grund af både vejrmæssige forhold og et særdeles krævende terræn.
Bjergene i området har gennem tiden kostet mange dødsfald, I juni mistede en erfaren italiensk bjergbestiger livet i området, og i maj blev en israesk klatrer fundet død en måned efter, at han blev meldt savnet.