Trespringeren Rakesh Babu og kapgængeren Irfan Kolothum Thodi fra Indien er færdige ved Commonwealth Games.
Der er fundet nåle, hvor atleterne bor i australske Gold Coast, og begge er blevet sendt hjem.
Det bekræfter Louise Martin, der er præsident for Commonwealth Games Federation, fredag.
Babu og Thodi er smidt ud af atleternes by, og det er anbefalet, at de forlader Australien med det første fly, som er ledigt, lyder det.
Ved Commonwealth Games er der en politik, der siger, at ingen nåle er tilladt.
Det er anden gang, at Indien er indblandet i en sag om nåle ved Commonwealth Games. En læge for de indiske boksere fik i sidste uge en reprimande i en lignende sag.
De to indiske atleter er blevet afhørt torsdag, og deres forklaringer er ikke fundet troværdige ifølge en efterforsker hos de australske antidopingmyndigheder.
- Vidneforklaringerne fra atleterne Rakesh Babu og Irfan Kolothum Thodi, som benægtede alt, var både utroværdige og svævende.
- Rakesh Babu og Irfan Kolothum Thodi har brudt reglerne i No Needle Policy, konstaterer efterforskeren.
Babu havde kvalificeret sig til finalen i trespring og skulle have været i aktion lørdag. Det kommer ikke til at ske.
Thodi endte som nummer 13 i 20-kilometerløbet i kapgang i søndags.
/ritzau/