Fulham måtte nøjes med uafgjort 0-0, da holdet lørdag tog imod bundholdet West Ham i engelske Premier League.
Danske Niclas Jensen måtte se kampen fra bænken, mens Fulhams andet danske islæt, Claus Jensen, slet ikke var med i truppen på grund af en skade. Ligesom i øvrigt flere andre af klubbens etablerede spillere.
Der var ellers masser af intensitet og tempo, da Fulham og West Ham skød Premier Leagues tætpakkede juleprogram i gang lørdag middag.
Hjemmeholdets trup, der er plaget af mange skader, havde det meste af spillet, og var i anden halvleg oppe på 72 procents boldbesiddelse uden dog at dominere kampen.
Og selv om kampen bød på en lang række chancer i begge ender, endte opgøret målløst. Især har West Hams angribere haft mere end svært ved at score på udebane i sæsonen. Faktisk er det ikke mindre end 763 minutter siden, holdet har formået at sende bolden i netmaskerne på udebane, og det skulle altså heller ikke lykkes i Fulham.
Det var ellers tæt på i flere situationer i første halvleg. Blandt andet fik tre Fulham-spillere på målstregen lidt heldigt forhindret et hovedstød i at gå ind, mens Harewood havde et skud på stolpen efter 37 minutters spil.
I stedet måtte Paul Konchesky med seks minutter igen indkassere et rødt kort efter, som bagerste mand, at have fældet Fulhams Wayne Routledge. Udvisningen fik hjemmeholdet til at presse på til sidst, men uden held.
Således kæmper West Ham stadig om at undgå nedrykningsstregen efter blot fem sejre i 19 kampe. Bedre ser det ud for Fulham, der ligger midt i tabellen med 24 point.