Midt i en ordentlig brandert fik tre mænd lørdag eftermiddag lyst til at snuppe en fire-personers flyvemaskine, der stod på en græsmark ved Søbæk ved Brædstrup. Det skriver DR Trekanten.
Så de satte sig op i flyvemaskinen og begyndte at trille hen over marken. Turen blev dog ikke så lang, for inden mændene overhovedet var kommet på vingerne, kørte de den direkte ind i en væg på Jøla maskincenter.
De tre mænd på henholdsvis 27, 28 og 32 år besluttede sig derfor for at køre væk fra stedet i deres bil, men inden de nåede så langt, blev de stoppet af politiet.
Mændene var ved anholdelsen så fulde, at politiet først kan afhøre dem i dag.
Udover forsøg på at stjæle en flyvemaskinen, vil politiet også gerne tale med mændene om spirituskørsel, trussel med kniv, hærværk mod en bil og en boghandel, fund af narko samt fornærmelse mod en politimand.