Fredag rykkede en patrulje fra Sydsjællands- og Lolland Falsters politi ud til det, der skulle vise sig at blive lidt af en farce.
En borger havde ringet efter politiet, da en mand på knallert var så fuld, at han var væltet flere gange.
Manden, som var 53 år, slingrede rundt på Enghavevej i Kettinge, da patruljen fik ham stoppet. Efter en alkometertest, var der ingen tvivl om, at den 53-årige ikke skulle tilbage på knallerten.
I stedet fik han tilkaldt sin far – en 74-årig mand – som kørte til Enghavevej for at hente sin berusede søn.
Hans promille var dog heller ikke helt fin i kanten. For da politiet foretog en alkometertest på den 74-årige, ”viste den en promille, der var meget højere end tilladt”, lyder det i døgnrapporten.
Politiet endte med at anholde både den fulde far og søn.
Det var langt fra de eneste tilfælde af spirituskørsel, der blev rykket ud til i weekenden, og det bekymrer politiet.
- Der har hen over weekenden været en del tilfælde af påvirkede bilister. Hele 15 er det blevet til, og det har især været folk, der har drukket for meget alkohol. Det er bekymrende, at så mange vælger at sætte sig bag rattet med promiller eller euforiserende stoffer i blodet, indleder politiet weekendens døgnrapport.