Det er aldrig sjovt at tabe.
Sådan havde en lokalpolitiker i Taiwan det også, da han havde tabt lokalvalget i Huwei-distriktet i det sydlige Taiwan, skriver Ritzau.
Derfor mødte den 56-årige politiker, Chen Chen-hui, op på vinderens hovedkontor midt under sejrsfesten. Ikke nok med, at han havde drukket sig fuld forinden, han havde også taget en skarpladt pistol med.
Den dårlige taber lavede en scene, og flere forsøgte at fravriste ham pistolen. Men i stedet endte han med at skyde den rivaliserende politikers søster i benet.
Det lokale politi oplyser, at hun er blevet udskrevet fra hospitalet, mens Chen Chen-hui kan se frem til en sigtelse for mordforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.