Det, der formentlig skulle have været en afslappende ferie til sydens sol, har nu fået store konsekvenser for en 26-årig britisk kvinde.
Onsdag nåede retten i Chelmsford frem til, at Chloe Haines skal to år i fængsel for i juni måned sidste år at have bragt flysikkerheden i fare og overfaldet besætningsmedlemmer.
Chloe Haines, der kommer fra byen High Wycombe, var i juni på vej i et JET-2-fly fra Stansted med kurs mod Dalaman i Tyrkiet, da hun i stærkt beruset tilstand gik amok.
Da flyet var i luften, forsøgte den 26-årige kvinde at åbne flydøren, mens hun skreg “Jeg slår jeg allesammen ihjel”.
Det lykkedes for besætningsmedlemmer og andre passagerer at overmande den iltre kvinde, og et af besætningsmedlemmerne, Charley Combs, blev revet til blods, da han forsøgte at forhindre hende i at åbne døren.
Kampfly på vingerne
Piloterne måtte vende flyet og returnere til lufthavnen i Stansted, og det britiske luftvåben RAF måtte sende to kampfly på vingerne for at eskortere passagerflyet.
Chloe Haines har tidligere erkendt sig skyldig, og ifølge anklageren har hun fortalt, at hun fik et blackout efter at have blandet medicin og alkohol og derfor ikke husker, hvad der skete.
Dommeren idømte Chloe Haines to års fængsel med følgende begrundelse:
- Mennesker, der er fanget i et lille lukket rum som et fly, vil blive dybt berørt, bange og skræmte, når de oplever en person i beruset tilstand true deres liv. For nogle vil det være deres værste mareridt, der kommer til live, sagde dommer Charles Gratwicke ifølge The Independant.
Flyselskabet Jet2 hævder, at episoden kostede dem 86.000 britiske pund - svarende til cirka 750.000 danske kroner.