Med for meget alkohol i blodet påkørte en 59-årig kvinde i en lastbil 27. juli sidste år sin mand på en landejendom uden for Holstebro.
Men der er ikke grundlag for at dømme kvinden for uagtsomt manddrab, fastslår Retten i Holstebro mandag.
- Man mente ikke, at der var udvist tilstrækkelig uagtsomhed fra tiltaltes side. Man mente heller ikke, at man kunne afvise, at der var udvist en uforsigtighed fra afdødes side, siger anklager Cecilie Paaske.
Den 59-årige kvinde er dog skyldig i at have kørt påvirket og får en bøde på 12.000 kroner for det. Hun blev nogle timer efter påkørslen målt til en promille på cirka 1,63.
Anklageren var ellers gået efter at få kvinden dømt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og mente, at det skulle straffes med fængsel i tre år og seks måneder.
Kvinden har modtaget dommen, men anklagemyndigheden har to uger til at overveje, om den vil anke til landsretten.
/ritzau/