Sverige er et stort land, der kan være svært at undgå, når man sejler rundt i Øresund. Og det bliver ikke nemmere at undgå nabolandet, når man befinder sig i en brandert af orkan-agtig styrke.
Det har en 73-årig dansk lystsejler måtte erfare, efter at han tirsdag aften ramte den svenske kyst ud for Rydebäck mellem Helsingborg og Landskrona.
Svensk politi blev alarmeret ved 23-tiden tirsdag aften af vidner, som havde set, at båden var stødt på grund.
»Han var så fuld at han ikke kunne blæse i ballonen, så vi måtte tage en blodprøve,« fortæller Åsa Hofvendahl fra Helsinborg Politi til Sydsvenskan.se.
Den 73-årige dansker, hvis otte meter lange sejlbåd blev bjerget onsdag, vil blive sigtet for groft »sjöfylleri«, der vel nærmest kan oversættes til »søfuldskab«.