Der lusker en forbryder-bjørn rundt i de norske fjelde. Den stjæler bl.a. dåse øl fra nordmændenes sommerhuse.
Bjørnen Binna er sammen med sine tre unger mistænkt for at stå bag ikke færre end tre indbrud i Finnmark i Norge den seneste tid. Og nu er 'Statens Naturoppsyn' sikre på, at de har fundet frem til den kriminelle bjørn, skriver norske VG.
Inden for den seneste tid har flere familier oplevet at få uventet besøg og få deres hytter raseret. 'Statens Naturoppsyn' har hele tiden ment, at bjørne står bag indbruddene - og har nu også identificeret den rette bjørn.
- Hun har taget to af hytterne og ganske sikkert også den tredje, siger regionsansvarlig Magne Asheim ifølge VG.
Familien Borthen var blandt dem, der fik raseret deres hytte og 'stjålet' flere hundrede dåser øl. Her havde bjørnene også muntret sig med chokolade og væltet rundt i hytten - angiveligt fordi de var fulde af alkohol.
To uger senere var bjørne igen på spil i en anden hytte. 'Statens Naturoppsyn' har taget flere prøver fra hytterne for at finde frem til synderne.
- Vi venter på dna-analyser, men vi er sikre på, at det er den samme bjørn, siger Asheim ifølge VG.
Selvom bjørnene tilsyneladende er menneskesky og kun dukker op, når hytterne er tomme, kan det ifølge det norske direktorat for naturforvaltning alligevel blive nødvendigt at aflive dem.
Kilde: vg.no, finnmarken.no