Fuglesang skal på rumvandring igen

Den svenske astronaut Christer Fuglesang skal igen ud på en rumvandring for at reparere den internationale rumstation ISS.

Søndag forberedte astronauterne Robert Curbeam og Christer Fuglesang sig på mandag at foretage endnu en rumvandring for at reparere et solpanel på den internationale rumstation ISS.

Rumvandringen er ifølge NASA ikke planlagt, men er nødvendig, da ISS? 33 meter lange solpaneler forsyner rumstationen med energi. Problemet er, at solpanelet har sat sig fast i en bestemt position, og astronauterne vil derfor først forsøge, om de han ryste panelet frit igen, oplyser Reuters.

NASA håber, at det vil lykkes Fuglesang og Curbeam at reparere solpanelet på mindre end seks en halv time.

Ifølge planen skulle astronauterne søndag være færdige med at overføre forsyninger til rumsstationen og overføre last ombord på rumskibet Discovery, der skal transportere astronauterne tilbage til Jorden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.