Fredag annoncerede de engelske fødevaremyndigheder, at de er i gang med at undersøge, om kød inficeret med fugleinfluenzaen H5N1 er kommet ud i landets butikker.
Tiltaget kommer efter, at der i sidste uge blev konstateret fugleinfluenza på Europas største kalkunfarm i Suffolk. Siden er 160.000 kalkuner på farmen blevet aflivet, og alt fjerkræ i risikozonen er flyttet indendøre.
Torsdag konkluderede myndighederne, at influenzaen formentlig ikke som først antaget kom fra vilde fugle, men fra et større parti kalkunkød importeret fra Ungarn.
De britiske myndigheder understreger, at der ikke er nogen sundhedsrisiko forbundet med det inficerede kød, skriver Reuters.