Lægemiddelstyrelsen har afvist at give patienter tilskud til det nye fedmemiddel Wegovy, som Novo Nordisk mandag sendte på markedet i Danmark.
Det skriver DR.
Per Nielsen, der er formand for Adipositasforeningen, som repræsenterer folk med svær overvægt, er ikke tilfreds med den beslutning.
- Vi ved, at dem med lave indkomster er dem, der er repræsenteret i statistikken med svær overvægt.
- Derfor er jeg bekymret for, om vi kommer til at lave et A- og et B-hold, hvor en del har så stramt et budget, at de slet, slet ikke kommer i nærheden af at kunne købe det, siger Per Nielsen til DR.
Jens Meldgaard Bruun er overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus og klinisk professor på Aarhus Universitet. Han bakker om op et offentligt tilskud til det nye fedmemiddel.
- Jeg mener, at der er noget ulighed i de personer, der har svær overvægt. Der er en overvægt af folk, som ikke har så mange penge, hvilket giver en social skævhed.
- Vi kunne overveje at lave et tilskud, som de har gjort i England. Her gives et tilskud til folk med en BMI over 35, og som har følgetilstande til deres svære overvægt. Så får man også en større gevinst rent sundhedsmæssigt. siger Jens Meldgaard Bruun.
Fedmemidlet, der er godkendt til personer med et BMI på over 30, koster ifølge Novo Nordisk 47 kroner om dagen for en opstartsperiode i de første fire uger.
Prisen vil stige til 85 kroner om dagen efter fire måneder. Dermed vil det løbe op i 31.000 kroner årligt.
Novo Nordisk har søgt om tilskud til midlet, da firmaet mener, at svær overvægt er en kronisk sygdom.
Men det har Lægemiddelstyrelsen altså afvist.
- Hvis vi giver tilskud på nuværende tidspunkt, er der en risiko for, at vi ikke bruger skattekronerne rigtigt.
- Det tyder på, at folk begynder at tage på igen, når behandlingen stopper, og så får vi ikke en gevinst ud af at give tilskud, siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Kim Helleberg Madsen til DR.
Det vil ifølge Lægemiddelstyrelsen dog ikke være helt umuligt at modtage tilskud til midlet.
- Det er altid muligt for læge og patient at søge om individuelt tilskud, hvis lægen vurderer, at medicinen er særlig relevant for patienten, siger Lægemiddelstyrelsens Kim Helleberg Madsen til DR.
Tidligere i år viste en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, at 18,5 procent af voksne i Danmark hører under kategorien svært overvægtige.
/ritzau/