Retssagen mod den nu 28-årige mand, der har lokket adskillige drenge til at sende seksuelle billeder af sig selv og fået dem til at onanere på webcam, finder sted i disse dage.
Den 28-årige lokkede drengene ved at love dem guld i computerspillet 'World of Warcraft'.
I dag nægtede en af de misbrugte drenge, der nu er 18 år, at vidne i den opsigtsvækkende sag, hvis han skulle se sin gerningsmand i øjnene.
Derfor blev den tiltalte sendt ned på tilhørerpladserne, skriver Viborg Folkeblad. Dommeren valgte samtidig at lukke dørene for pressen under afhøringen af to drenge.
Efterfølgende ville den ene af dem, den 18-årige, dog gerne fortælle, at han stadig er påvirket af at være blevet seksuelt krænet.
"Jeg har mistet tilliden til folk, Han manipulerede så meget med os, at vi slet ikke kunne sige fra. Det vil præge mig resten af livet," siger han og fortsætter:
"Jeg vil helst glemme den, og det er meget ubehageligt at skulle have rippet op i sagen."
Drengens forældre vidste intet om, hvad han havde lavet, indtil politiet for to år siden pludselig dukkede op og afslørede det for dem.
Den 18-årige mener, det var begrænset, hvad han selv kunne have gjort for at undgå den 28-årige, og konstaterer kun:
"Forældre skal være mere opmærksomme på, hvad deres drenge bruger tiden på."
Dommen mod den 28-årige ventes afsagt i morgen, fredag.