Helt op til fire måneder kan det tage, før de 33 minearbejdere, der sidder fanget i en sammenstyrtet mine i Chile, bliver reddet op fra deres ufrivillige fangenskab.
Det har resten af verden vidst i flere dage, men nu har også de indespærrede minearbejdere fået overrakt den dårlige nyhed. Det skriver BBC.
Chiles myndigheder har ellers, siden minearbejderne i søndags blev fundet i live, holdt oplysningen skjult for dem af frygt for de psykologiske konsekvenser. Så landets sundhedsminister, Jaime Manalich, har fortalt de desperate minearbejdere, at han håber at få dem hjem til jul.
Tirsdag gav de udtryk for deres desperation i et brev, hvor de bad om at blive befriet snarest.
Derfor er der frygt for at den lange ventetid kan skabe depressioner, angst og utilpashed hos minearbejderne eller ligefrem selvmord og drab.
De 33 minearbejdere har siden den 5. august siddet fanget 700 meter under jorden og levet af nødrationer. Men med hjælp fra NASA kan de nu få fragtet mad og andre fornødenheder ned igennem et smalt rør.