Frygt i Davos for hurtig økonomisk afmatning
Den Internationale Valutafond, IMF's, vicedirektør, David Lipton, siger i Davos på det årlige Verdensøkonomiske Forum, at han frygter en global økonomisk afmatning vil komme hurtigere end ventet. (Arkivfoto) Saul Loeb/Ritzau Scanpix
De fleste lande er dårligere forberedt på at håndtere økonomisk krise, end de var for ti år siden, mener IMF.

Den Internationale Valutafond, IMF's, vicedirektør, David Lipton, siger i Davos på det årlige Verdensøkonomiske Forum, at han frygter en global økonomisk afmatning vil komme hurtigere end ventet.

Lipton siger til Reuters, at han ser flere risici - blandt andet spændinger i verdenshandlen og nye stramninger på de finansielle markeder.

Lipton fremhæver også, at hvis en økonomisk nedgang kommer, så er de fleste lande dårligere forberedt på at håndtere situationen, end de var for ti år siden.

Om den delvise nedlukning af den offentlige sektor i USA siger Lipton, at denne ikke har nogen særlig indvirkning på den globale økonomi indtil videre, men at påvirkningen vil blive større og større desto længere krisen i Washington varer.

IMF nedjusterede tidligere på ugen dens prognoser for den økonomiske vækst i år. Skønnet for den samlede verdensøkonomis vækst blev nedjusteret med 0,2 procentpoint - til 3,5 procent.

Nedjusteringen bunder især i mørke skyer over den europæiske økonomi.

Den 69-årige milliardær Ray Dalio, som leder den store investeringsfond Bridgewater, giver i Davos udtryk for dyb frygt over for den næste økonomiske afmatning i verdensøkonomien.

- Hvad der skræmmer mig mest på længere sigt er, at vi har begrænsninger på den monetære politik samtidig med, at politiske og sociale modsætninger og stridigheder er taget til, siger Dalio, som tirsdag deltog i en af paneldebatterne i Davos.

Her sagde han ifølge den amerikanske tv-station CNBC, at han ser en række tendenser, der havde en slående lighed med udviklingen under depressionen i 1930'erne.

- Vi ser en række politiske udviklinger, som nu er tæt knyttet sammen med økonomiske udviklinger, sagde han og understregede over for CNBC, at han ser en "betydelig risiko" for en amerikanske recession i 2020.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters