Politiet i Ridgefield i Connecticut siger, at alle skoler i byen er lukket ned på grund af en mistænkelig person. Det skriver avisen Hartford Courant ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der er foreløbig ikke flere oplysninger.
Ridgefield ligger omkring 30 kilometer fra Newtown, der fredag blev skueplads for en blodig massakre, da den 20-årige Adam Lanza trængte ind på en skole og skød vildt omkring sig.
Adam Lanza dræbte 20 børn og seks voksne på skolen, inden han rettede et våben mod sig selv. Forinden havde han dræbt sin egen mor i hendes hjem.
Ridgefield har omkring 25.000 indbyggere.
/ritzau/Reuters