I går kunne DR’s program 21Søndag afsløre skræmmende forhold
på fire indiske børnehjem. Børn lå i deres egen urin og afføring, og programmet
kunne også afsløre, at børn blev kidnappet og franarret deres forældre ulovligt.
Et dansk adoptionsbureau, A C Børnehjælp, der har
samarbejdet med to af børnehjemmene, kunne ikke garantere, at børnene også er
blevet bortadopteret til Danmark.
Sagen om de indiske børn har nået den danske ambassade i
Indien, men ifølge ambassadør, Ole Lønsmann Poulsen er sagen endnu ikke endt i
den indiske presse.
Gør den det, er det danske adoptionsbureau, DanAdopt,
nervøse for konsekvenserne.
- Når vi siger noget kritisk, vil det blive læst i Indien
også, men vi ved ikke, hvordan de vil reagere på udtalelsen. Det kommer jo an
på, hvordan den bliver refereret i Indien. Det skal dog ikke forhindre os i at
kritisere, siger kontorchef i DanAdopt, Ole Bergmann og
fortsætter.
- Indere er ikke glade for kritik, specielt ikke at man
kritiserer forholdene for deres børn. Så vi skal ikke kritisere dem i tide og
utide. Man kunne jo frygte for, at vi ville blive smidt ud af Indien, siger han.
Nødvendig kritik
Ole Bergmann understreger, at der stadig er behov for, at
danskere adopterer fra Indien.
- Hvis det fører til, at vi bliver lagt på is, er det
virkelig ærgerligt. Vi vil jo helst fortsætte samarbejdet med Indien, og
formidle de mange børn, der ikke har familie i deres eget land, der kan tage
sig af dem.
Er kritikken det værd?
- Ja gu’ er det det værd. Dem, der vil mærke det, er de forældre, der har sager
i gang, for dem er det jo ufattelig hårdt, men vi kan ikke tillade, at børn
bliver behandlet sådan, siger Ole Bergmann.
Beslutningen om Danmarks adoptionsfremtid i Indien er et
udelukkende politisk spørgsmål, som skal lande på politikernes bord, før den
eventuelt bliver taget op. Og det hele afhænger sandsynligvis af, hvad en dansk
undersøgelse vil vise.
Den danske ambassadør vil ikke bevæge sig ud i gisninger,
men han mener dog ikke, at danske adoptanter skal frygte for en boykot.
- Når de indiske myndigheder bliver bekendt med kritikken,
går jeg ud fra, at de vil bruge den positivt og forsøge at eliminere problemet,
siger den danske ambassadør, Ole Lønsmann Poulsen.