Biograferne i Frankrig bliver med stor sandsynlighed bestormet, når Woody Allens kommende film får præmiere. Han har nemlig castet Frankrigs førstedame til en rolle.
Sangerinden, modellen og præsidentens hustru, Carla Bruni Sarkozy, ved endnu ikke, hvilken rolle det præcis bliver.
"Han (Woody Allen red.) spurgte mig, om jeg ville være med i hans næste film. Jeg ved ikke, hvad jeg skal spille, men jeg har sagt ja," siger hun til nyhedsprogrammet 'Grand Journal'.
"Jeg gør altid alting lidt i blinde. Jeg er ikke en skuespiller overhovedet, og måske bliver jeg rigtig dårlig, men jeg kan ikke lade chancen passere. Når jeg bliver bedstemor, vil jeg gerne kunne sige, at jeg har lavet en film med Woody Allen," siger hun.
Woody Allen er dog ikke nervøs for førstedamens manglende erfaring. Ifølge ham kommer hendes karisma til at tage sig godt ud på det store lærred.
Han er i øjeblikket ved at lave filmen 'You Will Meet a Tall Dark Stranger'. Hans næste projekt med Nicolas Sarkozys kone er stadig ukendt.