Statsministerens kone vil tilbage til aktiv politik.
Sòlrun Løkke Rasmussen sad i byrådet i Græsted-Gilleleje fra 1998 og frem til kommunesammenlægningen i 2005.
Men nu stiller hun igen op for Venstre i Gribskov Kommune ved kommunalvalget den 17. november, skriver Politiken.
Beslutningen har været diskuteret hjemme i Græsted over spisebordet.
"Ja, det har vi snakket om," siger Sòlrun Løkke Rasmussen. Hun er udmærket klar over, at hendes eventuelle indtræden i kommunalpolitik kan have stor interesse, når nu hendes mand er landets statsminister.
"Sådan noget med, hvad jeg siger til, at regeringen skærer i kommunernes budgetter og den slags. Så må jeg bare sige: Snak med borgmesteren, som er formand for økonomiudvalget," lyder det fra statsministerfruen, der dog ikke er bange for eventuelle politiske konflikter.
"Vi er jo ikke siamesiske tvillinger, så vi har vel lov til at have hver vores mening, hvis det skulle komme dertil," siger Sòlrun Løkke Rasmussen til avisen.