Forfrosne fingre og glatte stilladser.
Decembers barske vintervejr har gjort det stort set umuligt at arbejde udendørs, og det går hårdt ud over byggebranchen i Nordvestsjælland, skriver P4 Nordvestsjælland.
"De ting, der ikke kan gennemføres med fornuft, de bliver stoppet. Så er der kun en udvej, nemlig at sende folkene hjem," siger Erik Taagaard, der er formand for Holbæk Murer og Tømrermesterforening.
Med de mange hjemsendte håndværkere har også 3F i Holbæk/Odsherred set en kedelig tendens i julemåneden.
"Vores ledighedstal har sat en kedelig rekord. Dags dato er 17,6 pct. af vores 6.000 medlemmer ledige. Vi troede vi havde toppet sidste år med en vinterledighed på omkring 10 pct., men i år er det værre," siger næstformand Morten Kristiansen til P4.
Og ifølge Erik Taagaard er der ikke meget at gøre ved problemet, indtil vejret har forbedret sig.
"Vi kan selvfølgelig lave vinterforanstaltninger, men det er bedre og mere rentabelt, at vente til frosten har sluppet sit jerngreb," siger han til P4.
Kilde: P4 Nordvestsjælland