Bunker af gamle bleer og køkkenaffald er muligvis ikke lækkert at se på.
Men når nu skraldemændene skulle strejke, så har de valgt det rette tidspunkt. Kulden betyder nemlig, at skraldet er længere tid om at rådne og begynde at lugte, forklarer embedslæge i Region Hovedstaden, Kåre Kristiansen:
»Det er det samme, som når du putter mad i køleskabet. Kulden sænker den biologiske aktivitet. Temperaturene gør, at det ikke rådner på samme måde. Det første, der plejer at komme er lugten, men med de temperaturer kan der gå lang tid før, det er problem. Det havde været noget andet, hvis det havde været steghed sommer« siger han.
Affaldet er muligvis uhumsk. Indtil videre er det dog ikke noget, der udgør den store sundhedsfare, siger embedslægen, og forklarer at der er skraldecontainerne flere steder i landet, der i forvejen kun bliver tømt hver 14. dag. Skraldet skal ligge i store mængder i meget lang tid og få selskab af rotter, før det kan give sygdomme:
»Så længe det er frostvejr, kan det ligge i ugevis. Men hvis det er tøvejr og varmere i vejret, går det hurtigere. Men så længe man ikke er i direkte i berøring med det, er der ingen sundhedsfare,« siger Kåre Kristiansen.
Embedslægerne anbefaler, at man pakker sit skrald ordentligt ind under skraldekonflikten og bruger tætte plasticposer med knuder.