Ganske som ventet kom et udbrud afsted på den let kuperede 19. etape af Tour de France og holdt hele vejen hjem.
Hovedfeltet med alle favoritterne tog det ganske roligt og kom i mål mere end 12 minutter efter den norske vinder Edvald Boasson Hagen (Dimension Data).
Selv om etapen var årets længste med sine 222,5 kilometer, så var det en behagelig og rolig dag for førende Chris Froome (Sky).
- Det var en af de dage, hvor klassementfolkene, som har kørt fuld gas de seneste dage, kunne sidde på hjul og få energi igen, lyder det fra Froome.
- Jeg er glad for, at det blev en rolig og ikke så stressende dag.
Lørdag venter enkeltstarten i Marseille, som afgør årets Tour de France, og Chris Froome går ind som stor favorit trods et beskedent forspring til de nærmeste forfølgere.
Og briten vedkender sig det pres, der er på hans skuldre.
- Det er mig, der kan tabe løbet. Jeg skal gøre alt rigtigt, gennemgå processerne og sørge for at forsvare trøjen, siger han.
Han har 23 sekunder ned til Romain Bardet (AG2R) og 29 sekunder til Rigoberto Urán (Cannondale) inden enkeltstarten.
Urán er bedst af de to forfølgere i kampen mod uret, men Froome er normalt stærkere end dem begge.
/ritzau/