Sky-rytteren Luke Rowe står foran en cykelpause på omkring et år, efter han brækkede benet til sin brors polterabend i Prag.
Waliseren er allerede blevet opereret en gang, og yderligere en operation følger i denne uge, efter det han selv betegner som en tåbelig og selvforskyldt ulykke.
- Det var en sindssyg ulykke. Det var ikke, fordi vi hoppede vildt rundt fra tag til tag, men der er kun en person, som bærer skylder for det, siger Luke Rowe ifølge BBC.
Det gik galt under river rafting, da han skulle hoppe i vandet fra en gummibåd, men landede forkert på nogle sten.
- Jeg vidste med det samme, at det var meget alvorligt. Det var en ulidelig smerte, og der var flere brækkede knogler. Det handlede bare om at komme op ad vandet og ind i en ambulance hurtigst muligt, siger Luke Rowe.
I juli var han en af mange hjælpere, som sørgede for, at Chris Froome kunne vinde Touren for fjerde gang i karrieren.
Luke Rowe når dog næppe at cykle på de franske landeveje næste sommer.
- Det første spørgsmål, som jeg stillede til lægerne, var, hvad tidshorisonten var, fordi jeg er utålmodig. Der venter mig et par hårde måneder, og det er realistisk, at der går 9-12 måneder, før jeg er klar igen.
- Jeg bliver nødt til at leve mit liv imens. Om syv uger vil jeg være på krykker til min brors bryllup, og jeg tror ikke, at jeg kommer til at bruge meget tid på dansegulvet, siger Sky-rytteren.
27-årige Luke Rowe var den langsomste af de 167 ryttere, der gennemførte Tour de France i år.
/ritzau/