Den forsvarende Tour de France-vinder, Chris Froome, blev tirsdag kørt ned af en bil under træning i det sydlige Frankrig.
Det fortæller briten på Twitter, hvor han også har vedhæftet et billede af en ramponeret cykel, der ligger på fortovet.
Froome beskriver, hvordan en utålmodig bilist med vilje jagtede ham helt ind på fortovet, hvor Sky-rytteren røg af cyklen.
Bilisten kørte videre efter sammenstødet. 31-årige Froome oplyser, at han ikke blev skadet under episoden.
I sidste måned døde den tidligere Giro d'Italia-vinder Michele Scarponi, da den 37-årige italiener blev kørt ned af en varevogn, da han trænede nær sit hjem i Italien.
Froome har vundet Tour de France tre gange i karrieren.
Dette års Tour de France indledes i tyske Düsseldorf 1. juli og varer frem til 23. juli.
/ritzau/