Det vigtigste er ikke, hvem der vinder Tour de France. Det vigtigste er, at Sky vinder.
Det siger de seneste tre års sejrherre ved det store franske etapeløb, Chris Froome, der før de sidste seks etaper indtager andenpladsen efter holdkammeraten Geraint Thomas.
På Skys pressemøde mandag blev Chris Froome spurgt, om han er klar til at ofre endnu en tur øverst på podiet for at hjælpe Geraint Thomas til tops. Froomes svar var "ja".
- Så længe der er en Sky-rytter øverst på podiet i Paris, så er jeg glad, siger Chris Froome ifølge Sky Sports.
Geraint Thomas er efter søndagens 15. etape i Touren 1 minut og 39 sekunder foran Chris Froome, der jagter sin femte sejr i alt i Tour de France.
Geraint Thomas har tidligere under Touren givet udtryk for, at det gjaldt om at hjælpe Froome til den samlede sejr, men med under en uge tilbage er han selv kommet tættere på sejren.
Endnu resterer der dog seks etaper, blandt andet en enkeltstart og flere bjergetaper.
Chris Froome har ikke den store lyst til at tale om, hvornår han eventuelt kunne tage tid fra Geraint Thomas.
- Al den snak om at angribe eller ikke angribe. Vi er i en fantastisk position, vi er nummer et og to.
- Det er ikke os, der skal angribe. Det er alle de andre ryttere i feltet, der skal hente tid på os og fjerne os fra den position, vi har, siger Chris Froome.
Geraint Thomas er mindst lige så fåmælt som Froome, når talen falder på at beholde førertrøjen til og med søndagens afsluttende etape i Paris.
- Jo tættere på, man kommer, desto mere ønsker man naturligvis at blive på podiet, men jeg tænker ikke rigtig på det.
- Jeg tager det en dag ad gangen. Drømmen var at have en chance for at komme på podiet, og det er stadig muligt. Jeg forsøger at have det samme tankesæt, siger Geraint Thomas.
/ritzau/