Ørstedsparken i København er blevet afspærret igen.
Og netop nu er både dykkere og politifolk i gang med at lede efter spor både i søen og på land.
Politiet har Frømandskorpsets dykkere i vandet. De undersøger bunden af søen i den ende, der vender ud mod H. C. Andersens Boulevard.
Også i går blev Ørstedsparken lukket i flere timer og undersøgt. Nu er det altså tredje gang, parken lukkes for offentligheden, mens politiets teknikere leder i og omkring søen. Det var i Ørstedsparken, at den stadig ukendte bombemand blev anholdt i fredags under sin flugt fra Hotel Jørgensen, hvor hans bombe detonerede på et toilet.
Københavns Politi fortsætter med en særlig grundig eftersøgning af spor og effekter, som den anholdte kunne have skilt sig af med i perioden fra sprængningen på Hotel Jørgensen og frem til anholdelsen ca. halvanden time senere, oplyser Københavns Politi.
Eftersøgningen ventes afsluttet i dag.
Indtil i formiddags har Københavns Politi modtaget 98 henvendelser fra offentligheden. Mange om den ben-protese, den anholdte benyttede, og der er flere meget interessante spor at arbejde videre med, skriver ordensmagten i en pressemeddelelse.
I dag starter også en større afhøring af beboere og forretningsdrivende i området omkring Hotel Jørgensen i endnu et håb om at kunne beskrive den anholdtes færden op til sprængningen.