For anden dag i træk skjulte den 73-årige incestanklagede Josef Fritzl sig bag et blåt ringbind på vej til retten i den østrigske by St. Pölten.
Dermed lykkedes det endnu engang ikke for den lange række af fotografer og tv-kameraer at få et billede af hans ansigt.
Josef Fritzl ankom tirsdag til retten, der ligger knap 70 kilometer fra huset i Amstetten, hvor han i 24 år holdt sin datter indespærret og fik syv børn med hende.
Retssagen foregår for lukkede døre, og pressen har derfor ikke adgang.
I sin åbningsprocedure sendte anklager Christiane Burkheiser forskellige genstande med lugten fra Fritzl-kælderen rundt for at give juryen en idé om forholdene under huset i Amstetten, skriver CNN.
Josef Fritzl, der er tidligere elektriker og sælger, er anklaget for mord, slavehandel, voldtægt, incest, overfald og frihedsberøvelse.
Han har erklæret sig delvist skyldig i gentagen voldtægt, men benægter anklagerne om slaveri og drabet på et af de syv børn, der døde kort efter fødslen.
Dommen over Josef Fritzl ventes at falde på fredag.
Hvis han dømmes for mord, risikerer han fængsel på livstid.